Kun tre uger efter årets største filmbegivenhed har fundet sted i Kodak Theater i Hollywood, kan det amerikanske filmakademi allerede nu melde ud, hvornår de største filmstjerner igen skal skride op ad den røde løber.
Der er nemlig sat kryds i kalenderen den 27.februar, hvor Oscar-uddelingen 2011 finder sted.
Desuden er det også blevet offentliggjort, at de heldige nominerede bliver fundet den 25. januar 2011.
Den sene prisfest den 7. marts i år skyldes udelukkende sammenfaldet med vinter-OL i Vancouver.
I år løb James Camerons ekskone Kathryn Bigelow af med hovedprisen 'bedste film' for krigsdramaet 'The Hurt Locker'.
Desuden vandt Sandra Bullock sin første Oscar for bedste skuespillerinde, mens Jeff Bridges vandt den tilsvarende pris blandt mændene for sin rolle i 'Crazy Heart'.