Den fransk-polske instruktør Roman Polanski er blevet flyttet fra fængsel til et hospital i Zürich. Her er han blevet indlagt for en sygdom, der endnu ikke er blevet oplyst.
Ifølge Polanskis advokat, Herve Temime, har Polanski været igennem en række lægelige undersøgelser. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det vides ikke, hvad den 76-årige instruktør fejler, men Termime oplyser, at Polanski ikke er i kritisk tilstand.
Den Oscar-vindende Roman Polanski har siddet i fængsel siden den 26. september. Han er anklaget for at have voldtaget en 13-årig pige tilbage i 1977.
Opholdet i fængslet har været lidt af en omvæltning for den ældre instruktør, der under opholdet både har klaget over depression og træthed. I sidste uge forsøgte han at blive løsladt mod kaution, men det blev afslået af en schweizisk domstol.