AS Roma er svækket, når klubben på søndag tager imod Juventus' tophold i den italienske Serie A i fodbold.
Roma, der er nummer to, må undvære ligatopscorer Edin Dzeko, der må sidde ude i omkring ti dage.
Den bosniske angriber har pådraget sig en lægskade, meddeler Roma på sin hjemmeside.
Edin Dzeko er med 27 mål den mest scorende spiller i Serie A i denne sæson.
Juventus vil med en sejr være sikker på at vinde det italienske mesterskab for sjette sæson i træk.
Torino-klubben har 85 point for 35 kampe, mens Roma er nummer to med 78 point. Napoli indtager tredjepladsen med 77 point før de sidste tre runder.
Kampen mod Juventus er også meget vigtig for Roma, fordi de to bedst placerede hold i Serie A kvalificerer sig direkte til Champions League-gruppespillet i næste sæson.
Ligaens nummer tre skal spille kvalifikationskampe om at komme med i gruppespillet.
/ritzau/