AS Roma holder liv i håbet om at vinde det italienske mesterskab.
Søndag slog hovedstadsklubben på udebane Bologna med 3-0 i Serie A. Dermed fastholder romerne afstanden på seks point op til ligaens førerhold, Juventus.
Gæsterne afgjorde sagen før pausen på scoringer fra Federico Fazio og Mohamed Salah.
I en lidt mere jævnbyrdig anden halvleg cementerede topscorer Edin Dzeko sejren med en scoring på et kontraangreb.
Uselvisk lagde Diego Perotti bolden hen til Dzeko, der kunne score sit 24. ligamål.
I slutfasen blev den bosniske målsluger udskiftet med Romas 40-årige klubikon Francesco Totti, der fik de sidste fem minutter på banen.
I en af rundens øvrige kampe vandt AC Milan 4-0 over Palermo, mens Inter måtte se sig besejret 1-2 af Crotone. De to Milano-klubber brager sammen i næste uge.
Juventus topper Serie med 77 point. Roma har 71 point på andenpladsen.
Senere søndag tager Lazio imod Napoli i et opgør mellem ligaens nummer tre og fire.
Efter weekendens sidste kamp resterer syv spillerunder af sæsonen.
/ritzau/