Den 61-årige rullesten Ronnie Wood er blevet set slå og tage kvælertag på sin kæreste.
Øjnevidner så episoden, hvor Wood med en cigaret i den ene hånd tog om den 20-årige russiske kærestes hals med den anden. Derfor er han blevet anholdt, skriver Daily Mail.
Kæresten Ekaterina Ivanova var ifølge øjnevidnerne også blevet trukket hen ad vejen i håret, mens Ronnie Wood forsøgte at tage hendes håndtaske fra hende. Han grinte højlydt samtidig.
Det var ægteparret Phillip og Celine Legge, der blev vækket af postyret, da episoden fandt sted lige uden for deres hus i Surrey, England, onsdag aften.
"Vi var lige gået i seng, da vi omkring 22.45 hørte en mand råbe og skrige. Jeg kunne høre, at en kvinde råbte, at han skulle lade hende være," siger Phillip Legge.
Woods talsmand, David Rigg, bekræfter, at episoden fandt sted.
"Jeg kan bekræfte ,at der opstod en episode den nat, og at Ronnie Wood blev arresteret. Han er nu blevet løsladt mod kaution," siger han uden at ville uddybe mere.