Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, trækker sig med øjeblikkelig virkning fra sin bestyrelsespost i private forskningsvirksomhed Aros Applied Biotechnology, oplyser han til Nordjyske.
- Årsagen er den diskussion, der er kommet med en kritisk sammenkædning med mit arbejde i Kræftens Bekæmpelse og den her bestyrelsespost. Der er ikke fugls føde i sagen, men jeg trækker mig, siger han til avisen.
En af stifterne af virksomheden, professor og overlæge på Skejby Sygehus Torben Ørntoft er nummer to over forskere, der får mest støtte af Kræftens Bekæmpelse. Ifølge Jyllands-Posten er det blevet til 8,2 millioner kroner.