Den tidligere toprytter og nuværende kommentator på TV 2, Rolf Sørensen, har genfundet kærligheden.
I 2020 meddelte han og hans daværende kone, Susanne Sørensen, at de skulle skilles.
Blandt andet på grund af hans alkoholmisbrug.
Siden er der kommet styr på både alkoholen og altså nu også kærligheden.
Det fortæller eb.dk.
Over for avisen bekræfter Rolf Sørensen, at han nu danner par med Mette Lyck.
Afsløringen kommer efter, at Rolf Sørensens ven og også tidligere cykelrytter Per Bausager fredag lagde et billede op på sin Facebook-profil, hvor Rolf Sørensen og Mette Lyck sidder ved siden af hinanden.
Rolf Sørensen og Susanne Sørensen havde dannet par siden 1992 og har sammen tre børn.
De har tidligere boet 20 år i Italien, mens Rolf var professionel cykelrytter.
Som cykelrytter opnåede Rolf Sørensen blandt andet at vinde en sølvmedalje ved OL i 1996, to etapesejre i Tour de France i 1994 og 1996, en etapesejr i Giro d'Italia i 1995 og flere sejre i de såkaldte klassikere.