Det danske cykelhold Team GLS frygter ifølge Ekstra Bladet, at Rolf Sørensen er den næste cykelrytter, som vil indrømme dopingmisbrug og talentholdet, og afbryder derfor samarbejdet med den kendte cykelrytter.
- Han er en del af den generation, der lige nu indrømmer doping, og han er efterhånden den eneste, der mangler. Så som vi ser det, kunne han meget vel blive den næste, og det ønsker vi ikke at være med i, siger sportsdirektør Jesper Fredsgaard til Ekstra Bladet.
Dét er dog ikke en udlægning af sagen, som Rolf Sørensen kan genkende. Han mener, at der må være tale om en misforståelse. Af to grunde, fortæller han: For det første, fordi han stadig er tilknyttet Team GLS, og for det andet – og det understreger han kraftigt – fordi han ikke mener, at han har noget at indrømme.
- Nej for pokker da. Jeg har ik noget at indrømme. Er du tosset da?, siger han til Avisen.dk.
- Jeg har et samarbejde med Team GLS og har blandt andet trænet en del af drengene, men da mit tv-job og managerjob tager så meget tid, så er samarbejdet stille og roligt gledet lidt ud i sandet, men jeg er stadig tilknyttet holdet, forsikrer Rolf Sørensen over telefonen.
Men kan du ikke forstå, at folk bliver mistænkelige, når så mange andre indrømmer doping? Du havde jo gode ben og kørte ofte hurtigere end de andre i 90 erne?
- Jeg har vundet cykelløb siden jeg var 17 år, folk må selvom, hvad de synes, svarer han.
Overfor TV2 bekræfter sportsdirektør Jesper Fredsgaard, at Rolf Sørensen ikke er fyret.
- Vi har stort set ikke samarbejdet med Rolf Sørensen det sidste års tid. Det har dog intet med en fyring eller de seneste tvivlsspørgsmål om doping at gøre. Det skyldes, at Rolf har haft andre gøremål. Det er dog klart, at hvis det viser sig, at Rolf Sørensen også har taget doping, så må vi overveje, om vi skal fortsætte det samarbejde i respekt over for sponsorerne og frem for alt vores cykelryttere, siger han.