En hårdtarbejdende bulldog.
Sådan beskriver kilder socialdemokraten Morten Bødskov, der i går var den store vinder i Helle Thorning Schmidts ordførerkabale. Morten Bødskov var tidligere retsordfører, men skal på posten som finansordfører slås med tunge drenge som finansminister Thor Pedersen(V) og finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF).
En udsigt der ikke skræmmer den 36-årige politiker.
»Jeg har prøvet at danse med de tunge drenge før, så det skal jeg nok klare igen. Jeg ser det som en enorm tillidserklæring fra folketingsgruppen, at de mener, at jeg kan håndtere posten,« siger han.
Før Morten Bødskov blev valgt til Folketinget i 2001 i Rødovre-kredsen, arbejdede han som kommunikationsrådegiver. Han trådte sine politiske barnesko i DSU, hvor han blev formand i 1996.