Den tidligere verdensetter Roger Federer holder fast i chancen for at slutte tennisåret med en sejr ved ATP-sæsonfinalen i London.
Schweizeren besejrede spanske David Ferrer med 6-4, 7-6 i gruppe B, hvilket samtidig betyder, at Federer er videre til semifinalen.
Roger Federer er forsvarende vinder af sæsonafslutningen, som han har vundet seks gange i alt. Det er 11. gang, han deltager i turneringen.
Det var Roger Federers 14. sejr over David Ferrer - spanieren derimod har aldrig besejret Federer.
Verdens nummer to skulle dog lige bruge lidt tid, før han fandt sin rytme i kampen, og David Ferrer fik store chancer i første sæt.
I schweizerens første serveparti var Ferrer foran 40-0, men han svigtede alligevel sin chance for at hive det vigtige point hjem. Den slags chancer skal man nok gribe for at besejre Roger Federer.
/ritzau/