En ansat i købmandsforretningen Letkøb i Eskilstrup på Falster blev lørdag i sidste uge udsat for en særdeles grov forbrydelse.
To maskerede gerningsmænd kom ind i butikken kort før lukketid, og den ene truede ekspedienten med et oversavet jagtgevær, mens den anden gik bag kasselinjen og tømte kasseapparatet.
For at finde frem til de to gerningsmænd offentliggør Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi nu overvågningsbilleder af røverne fra butikken i håb om, at der sidder folk, der kan genkende dem.
De to gerningsmænd beskrives som:
A: Mand, 180-185 centimeter, almindelig af kropsbygning, iført mørk trøje med hætte, maskeret med sort elefanthue, mørkeblå cowboybukser af mærket Rocawear med hvidt R på højre baglomme, hvide/lyse løbesko, grå handsker. Havde en sort H2O-taske med skulderstrop. Der var snavs/mudder på tasken. Var bevæbnet med hjulnøgle.
B: Mand, 185-190 centimeter, almindelig af kropsbygning, iført kort sort vatteret jakke med hætte og hvide lynlåse, grå træningsbukser af mærket GASP udført i hvide bogstaver med rødt logo, slidte hvide kondisko af mærket D&G med sorte snørebånd samt grå arbejdshandsker. Maskeret med hætten oppe og en sort skimaske dækkede for underansigtet til over næsen. Bevæbnet med oversavet ”side by side” jagtgevær.
Kan du genkende de to mænd - eller har du opholdt dig i området omkring gerningsstedet kl. 20.55 og evt. har set noget set noget af interesse for sagen?
Så hører politiet gerne fra dig på telefon 114.
Den ene røver står på fotoet lige vedbag disken tæt ved siden af ekspedienten, hvis identitet er skjult af en hvid oval cirkel. Foto: Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi
Kameraet har 'fanget' den ene røvers ansigt - men han har skjult sig bag hætten. Foto: Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi