Fire ofre har fået sig en skræk for livet, efter at de i januar blev forfulgt og truet af tre udenlandske røvere.
De måtte lægge øre til trusler om at få klippet fingrene af, hvis ikke de fulgte røvernes instruktioner om at skaffe dem penge.
Af frygt for at truslerne blev til virkelighed, gik flere af ofrene under jorden op til ét døgn efter røveriet. Der gik også to uger, før de turde anmelde overfaldet.
Ifølge JydskeVestkysten fortalte en af røverne, at han netop var blevet løsladt efter at have siddet fængslet i otte år for drab. Røverne fortalte også, at de var medlemmer af banden 'Black Cobra', og at sådan nogen ikke er til at lege med.
To af de tre gerningsmænd er brødre, og de er nu alle blevet fænglet efter et grundlovsforhør ved retten i Kolding.
De tre gerningsmænd nægter sig skyldige.