I Herning havde ishockeyfansene fredag aften nærmest ikke fået sunget den sidste sejrssang efter kampen mod Rødovre, da tre maskerede røvere umiddelbart efter kampen løb med hele omsætningen.
Ifølge Herning Politi skulle tre frivillige fra klubben køre omsætningen til banken, men deres bil var punkteret, og under hjulskiftet kørte en anden bil op på siden af de frivillige tæt ved parkeringspladsen ved ishockeyhallen.
»Det er et røveri,« råbte røverne ifølge politiet til de tre klubfolk og tog selv posen med omsætningen fra bilen. Herefter flygtede røverne i en stjålen Mazda, som en time senere blev fundet omkring 10 kilometer nord for Herning. Men de tre røvere var væk.
Politiet har ikke siden fundet røverne, og vil ikke oplyse, hvor mange penge, der var i posen.