Butikken Harry Winston blev udsat for et omfattende røveri torsdag aften, da tre eller fire mænd kom ind i butikken på Champs Elysees i Paris og tvang personalet til at udlevere næsten samtlige udstillede smykker, oplyser politiet.
Embedsmænd fortæller, at to af røverne var klædt ud som kvinder, og at de indimellem talte et sprog til hinanden, som personalet ikke forstod. De kendte også nogle af de ansattes navne, skriver CNN.
De franske medier anslår udbyttet af røveriet til at ligge et sted mellem 50 og 80 millioner euro svarende til op imod 600 millioner danske kroner. Men ifølge politiet, er det for tidligt at sige noget med sikkerhed.
Det er kun et år siden, at butikken sidst var udsat for røveri. Dengang slap gerningsmændene af sted med værdier for 16 millioner dollar.