En 28-årig røver truede tirsdag eftermiddag med at tage sig eget liv på Allerød Station. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det fik Nordsjællands Politi til at standse togene til og fra stationen fra klokken 15.19 til klokken 15.53.
Den 28-årige havde kort forinden røvet en frisørsalon på Amtsvej tæt på stationen, hvor han truede med en kniv. Han stak af med et mindre pengebeløb, men frisørsalonens ejer fulgte efter og fortalte politiet, at han var på stationen.
Da politiet spottede manden på stationen, førte det til en dramatisk scene, forklarer vagtchef Hans Gosvig fra Nordsjællands Politi.
- Han truer med at tage sit eget liv ved at sætte kniven for struben. Det fører så til en forhandlingssituation, hvor stationen bliver evakueret. Manden snitter yderligere sig selv i hårbunden med kniven.
- Vi standser togtrafikken, da vi ikke vil have, at manden kaster sig ud foran et tog, siger Hans Gosvig til avisen.
Efter cirka 15 minutter får betjente kastet sig over manden og pacificeret ham.
Manden blev senere tirsdag udskrevet fra hospitalet, hvor han blev behandlet for overfladiske snitsår i hovedet.
Manden fremstilles onsdag i grundlovsforhør.
/ritzau/