Det må være en tung omgang at tage flugten på cykel med omkring 27.000 kroner i mønter. Det var ikke desto mindre, hvad en mand gjorde i nat efter et butiksrøveri i Vissenbjerg på Fyn.
Ifølge politiets døgnrapport skete røveriet, da Kiwi-butikkens 18-årige ekspedient var ude med affald. Her blev hun mødt af en maskeret mand, der truede hende med en genstand i en gul pose, som han holdt foran sig.
Gerningsmanden tvang hende ind i butikkens kontor, og her blev hun tvunget til at udlevere dagens omsætning, og han bandt hende med tape.
Den ansatte beskriver røveren som 175 -180 centimeter høj, spinkel, iført sort jakke og grå joggingbusker. Med sig havde han en taske med et hvidt logo.
Røveren slap angiveligt afsted med lige under 30.000 kroner, hvoraf de 27.000 kroner var i mønter.