Nordsjællands Politi efterlyser gerningsmanden til et røveri, som blev begået den 22. november 2023 mellem kl. 18.20-18.25 i Rema1000 på Gammel Hareskovvej i Værløse.
Gerningsmanden ankom til forretningen klokken 18.20, hvor han gik direkte mod kassen, hvor ekspedienten sad. Der var ingen andre kunder ved kassen. Da han kom hen til kassen, trak han en kniv mod ekspedienten og beordrede hende til at udlevere pengene i kassen.
Kvinden bag kassen nægtede at udlevere noget til gerningsmanden, der efterfølgende gik bag ved kassen og forsøgte at åbne kassen til pengene selv.
Ekspedienten stillede sig i vejen for gerningsmanden, og der opstod tumult. Herefter løb gerningsmanden tomhændet fra stedet.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, ca. 180-185 cm høj, ca. 25-30 år, lys/hvid hudfarve, alm./slank af bygning. Han var iført beige/brun hue med kvast på toppen og stor hvid tekst på bagsiden, grå jakke med hætte og sort lynlås, lyseblå jeans, sort halsedisse, sorte handsker og sneakers med hvide snørebånd og fire farver (lysegrå snude, hvid sål, mørkegrå på sider og brun på hælkap). Medbragte køkkenkniv.
Borgere, som kan genkende manden eller har andre oplysninger, der kan hjælpe Nordsjællands Politi med opklaring af sagen, bedes kontakte politiet på telefon 114.