Han ville true sig til penge med en 30 centimeter lang køkkenkniv. Det var i hvert fald en 18-årig mands plan, da han forsøgte at røve en Statoil-tank på Nordre Ringvej i Glostrup torsdag aften kort før kl. 23.00.
Men der var ingen penge på tankstationen, og derfor blev planen spoleret.
"Det var en pengeløs tankstation, så tankpasseren sagde, 'Jeg har ingen penge'. Han trådte tilbage for at komme på afstand af den kniv, som gerningsmanden stod med," fortæller den centrale vagtleder fra Københavns Vestegns Politi ifølge Ekstra Bladet.
Og så skete der noget mærkværdigt. Røveren tog nemlig hånden i lommen og fandt nogle mønter, hvorefter han lagde 4,50 kroner på disken og stak af.
"I princippet har han haft et minusudbytte. Vi kender ikke den nærmere forklaring på, hvorfor han gjorde det, eller hvad han har sagt i den forbindelse med, at han lagde mønterne på disken, men efterfølgende forlod han tankstationen," siger vagtchefen.
Manden var iført hvid hættetrøje og sorte bukser og var cirka 175 centimeter høj.