Selv om man er højtuddannet og kommer fra udlandet, kan det i fremtiden blive svært at få job i Danmark.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og Dansk Folkeparti vil nemlig fjerne den green card-ordning, der giver de såkaldte eliteudlændinge adgang til det danske arbejdsmarked.
Og det til trods for at ordningen er en succes.
Udlændingeservice kan nemlig ikke nå at behandle de mange sager inden for de aftalte 30 dage. Derfor vil Birthe Rønn Hornbech nu suspendere ordningen, skriver Berlingske Tidende.
"Det er positivt at så mange højtkvalificerede udlændinge vil til Danmark og arbejde, og derfor vil vi under ingen omstændigheder være med til ar forringe Green Card-ordningen, selvom vi står i en økonomisk krise. Tværimod har danske virksomheder brug for udenlandske talenter, for at sætte gang i væksten igen," siger de radikales næstformand, Morten Østergaard, til Newspaq og fortsætter.
"Det er fuldstændig uacceptabelt, at Udlændigeservice kan bruge op mod 170 dage på at behandle en ansøgning om Green Card. Derfor er vi nødt til at sørge for, at der kommer gang i maskineriet i Udlændigeservice, så sagerne kan blive behandlet hurtigere," siger han.
Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, kalder det ligefrem en falliterklæring at suspendere ordningen.
Men Dansk Folkeparti støtter op om Birthe Rønn Hornbechs forslag, og er med på at suspendere green card-ordningen.
"Målet med den her ordning var jo at skaffe udenlandsk arbejdskraft på et tidspunkt, hvor ledigheden var meget lav i Danmark. Nu er ledigheden fordoblet, og derfor er vi nødt til at tage bestik af ordningen og stoppe den, og eventuelt lave en kvote så der bliver sat et loft på, hvor mange ansøgere der kan komme til Danmark hvert år, " siger udlændige- og integrationsordfører, Peter Skaarup, til Newspaq.
I dag mødes partierne bag green card-ordningen, som giver højtuddannede mulighed for at komme til landet og søge job og arbejde i tre år. Partierne skal diskutere, hvad der skal ske med ordningen.