Balladen om EF-domstolen og den danske udlændingelov kan ende med regler, der er endnu skrappere, end de hidtil har været.
Det siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til Jyllands-Posten.
- Vi arbejder med regler, som er skærpende. Det er vigtigt for mig, at EF-domstolen ikke skaber et hul, siger Birthe Rønn Hornbech til avisen.
Hun vil dog ikke give konkrete bud på stramninger og heller ikke sige, om der går uger eller måneder, før overvejelserne kan være færdige.
Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til hurtige forhandlinger for at finde en løsning, der lukker hullerne i udlændingepolitikken.
EF-domstolen slog i den såkaldte Metock-dom fra 25. juli fast, at en EU-borger kan få en ægtefælle uden for EU til landet, uden at denne tidligere har haft lovligt ophold i en medlemsstat.
/Newspaq/