Den kontroversielle stramning af green card ordningen er blevet trukket tilbage. Det er integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), der uden at orientere forligspartierne har opgivet stramningen af ordningen.
Både fra erhvervsorganisationer og flere politikere har der lydt skarp kritik af stramningerne, som ministeren kom med i juli. De ville betyde, at udlændinge kun fik halvandet års automatisk opholdstilladelse mod ellers tre år.
Men ifølge en bekendtgørelse fra 14. oktober giver et green card nu alligevel tre års opholdstilladelse, skriver Jyllands-Posten.
Erhvervsorganisationen DI kritiserede i september integrationsministeren for at have gennemført stramningerne af green card-ordningen i al hemmelighed. Her glæder man sig nu over, at green card'et igen udløser tre års opholdstilladelse.
"Alle kan nå frem til, at det man gjorde måske var uhensigtsmæssigt. Vi mener, det er positivt, at man vælger at ændre noget, når man kan se, at det er uhensigtsmæssigt. Vi er overraskede, men tager imod det med glæde," siger konsulent Claus Andersen til Jyllands-Posten.
Også på Christiansborg er overraskelsen over ministerens kovending stor.
"Jeg er glad for, at ministeren har indset, at den model, hun havde gennemført uden at spørge forligspartierne, ikke kunne rummes inden for forliget, og at den aftale, vi havde om, at green card'et skal løbe i tre år, nu igen står ved magt," siger Morten Østergaard (R).
Dog er reglerne for tildeling af green card ikke fuldstændig, som de var. Den første forlængelse kan kun vare et år mod tidligere tre år. Nu venter Morten Østergaard en redegørelse fra ministeren for forløbet, og for hvorfor det ikke er ført tilbage til det oprindelige.
Dansk Folkeparti, der også er med i forligskredsen bag jobplanen, er i modsætning til de radikale ikke tilfreds med, at stramningen er droppet.