Bevæbnet med
smøger og fadøl overrakte de i eftermiddags mere end 61.000 underskrifter mod
den nye rygelov til politikerne på Christiansborg.
Rygerne kom i busser fra både Svendborg, Aalborg og Århus
for at demonstrere mod den rygelov, som fra den 15. august vil gøre det
ulovligt for dem at ryge på caféer og værtshuse.
Kun værtshuse, der indretter et særskilt rygerum kan give
gæsterne lov til at ryge. Og politikerne har allerede luftet tanken om at
stramme reglerne yderligere i 2010. Det har fået restaurationsbranchens
brancheorganisation, HORESTA, til at anbefale værtshuse og restauranter til ikke
at investere i nye rygefaciliteter.
Rapperne Niarn og Jokeren dukkede også op på slotspladsen
for at give rygerne deres støtte.