Beboerne i en opgang på Holsteinsgade på Østerbro i København måtte i nat flygte ud af deres lejligheder, efter en ukendt gerningsmand havde sat ild til deres trappeopgang.
Omkring klokken fem i nat bredte flammer og røg sig i opgangen.
»Det er et halv-kedeligt tidspunkt, for folk ligger og sover. Det er ret alvorligt,« siger vagtleder ved Københavns Politi Henrik Andersen og forklarer, at politiet mener gerningsmanden lavede et lille bål under trappen.
Branden blev opdaget, fordi en af beboerne vågnede ved lyden af sin røgalarm. Da han kom ud på trappen, kunne han lugte røg, og kæresten ringede derfor til politiet.
Ingen af beboerne i de omkring ti lejligheder kom noget til, men i opgangen er der brandskader op til anden sal. Beboerne er midlertidigt blevet genhuset andre steder i byen. Gerningsmanden er endnu ikke fundet.