Et tog er tirsdag aften blevet tømt for passagerer ved stationen i Lunderskov. Det skyldes røgudvikling i toget, oplyser DSB.
Brandvæsenet rykkede ud, og meldingen lød i første omgang på ild i tog, oplyser Trekantsområdets Brandvæsen på Twitter.
I alt cirka 50 passagerer blev evakueret fra toget ved stationen, oplyser DSB's pressevagt.
Hos DSB kan man ved 19.20-tiden ikke udtale sig nærmere om årsagen til, at røgen opstod.
Men selskabet oplyser, at der er tilkaldt togbus til at bringe kunderne videre.
Brandvæsenet oplyser dog til B.T., at der var opstået en lille brand i motorrummet på IC4-toget.
I øvrigt får DSB ros af brandvæsenet for en effektiv evakuering.
/ritzau/