Borgere i Kastrup opfordres mandag eftermiddag til at gå indenfor og til at lukke døre og vinduer, hvis de oplever røg.
Røgen er kraftig og stammer fra en brand i kolonihaveforeningen Uganda, oplyser Københavns Politi.
Alarmen om branden indløb klokken 15.12. Politiet har ingen meldinger om, at nogen er kommet til skade i forbindelse med branden, oplyser politiets vagtchef.
Man har heller ikke umiddelbart mistanke om en kriminel handling.
Omkring klokken 21.30 meddeler politiet, at branden forventes at være slukket inden for en times tid.
Tidligere mandag var Kongelundsvej afspærret for trafik i forbindelse med slukningsarbejdet.
Klokken 21 blev afspærringen ophævet.
/ritzau/