Mange lokalpolitikere hos Socialdemokraterne og SF foretrækker, at regeringen indgår en aftale med Enhedslisten om den nye vækstplan. Men baglandet er alligevel splittet i spørgsmålet.
Det viser en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt 442 lokalformænd og byrådsmedlemmer - lidt over en tredjedel af baglandet i S og SF.
43 procent mener, at regeringen skal forhandle med Enhedslisten om Vækstplan DK, mens 37 procent peger på de borgerlige partier. 20 procent er i tvivl.
Baglandet hos Socialdemokraterne vakler især mellem de to forhandlingsfløje. 43 procent peger på blå blok, mens 39 procent foretrækker Enhedslisten, skriver Berlingske.
Politisk ordfører Magnus Heunicke (S) mener, at Enhedslisten er skyld i, at regeringen i øjeblikket forhandler med højrefløjen.
- Når man møder op til forhandlinger om en vækstplan og i bund og grund ikke mener, at der er behov for en vækstplan, og man møder op med syv ultimative krav, er det svært.
- Det er oplevelsen, at Enhedslisten ikke ønsker at gå i realitetsforhandlinger, siger han til avisen.
Mindre en fem procent af de adspurgte politikere i rundspørgen mener, det er realistisk, at regeringen forhandler en aftale på plads med Enhedslisten.
Hele 87 procent mener derimod, det er langt mere sandsynligt, at flertallet bliver fundet hos de borgerlige partier, skriver avisen.
Mens især Socialdemokraterne er i tvivl, står billedet mere klart hos SF og De Radikale. Størstedelen af SF'erne kigger til venstre, mens De Radikale vender blikket mod højrefløjen.
/ritzau/