Grænsen er forlængst nået. Derfor bør de mange afviste irakiske asylsøgere på landets asylcentre have amnesti, mener Røde Kors.
Generalsekretær Jørgen Poulsen opfordrer ifølge Jyllands-Posten politikerne på Christiansborg til at løse problemerne med de irakiske asylsøgere én gang for alle.
Opfordringen kommer, efter at det de seneste uger er kommet frem, at mange af de 500 afviste irakiske asylsøgere og deres børn er blevet alvorligt psykisk syge af de lange ophold på asylcentrene, hvor de har siddet i årevis, da de ikke kan tvinges retur til deres krigshærgede hjemland.
- De har ventet på asylcentrene i årevis uden lov til at arbejde og tage
en uddannelse, og flere undersøgelser har nu dokumenteret, at de bliver
alvorligt psykisk syge af de lange ventetider. Det er totalt uholdbart, og politikerne skal komme op med en løsning.
Den løsning må være amnesti, siger Jørgen Poulsen ifølge Jyllands-Posten.