Dansk Røde Kors udtrykker glæde over regeringens beslutning om at lade afviste asylansøgere med børn bosætte sig uden for asylcentrene.
- Vi har gode erfaringer med sådanne ordninger fra tidligere. Et mere almindeligt familieliv er en vigtig forudsætning for at mindske risikoen for psykiske belastninger, skriver leder af asylafdelingen Jørgen Chemnitz i en pressemeddelelse.
Han understreger, at Dansk Røde Kors endnu ikke kender alle detaljerne i regeringens forslag og opfordrer til, at ordningen kommer til at gælde alle asylansøgere samt tillader dem at tage arbejde. Desuden påpeger han, at der fortsat er et grundlæggende problem med ventetid og usikkerhed.
- Udflytning fra centrene eliminerer ikke det tydelige behov for, at asylansøgernes situation afklares. Derfor håber jeg, at myndighederne fortsat vil arbejde for en afklaring, skriver Jørgen Chemnitz.