Røde Kors mangler akut hjælpende hænder, som på søndag vil samle ind til krigsramte børn. Lige nu mangler der hele 2.500 indsamlere til Røde Kors Indsamlingen på søndag d. 3. oktober, fortæller organisationen.
Her samles der blandt andet ind til børn i de krigsramte lande Syrien, Yemen og Afghanistan, hvor børn har desperat brug for basal og livsvigtig hjælp. Og netop derfor henvender Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, sig med en direkte bøn til danskerne i håbet om, at endnu flere vil melde sig som indsamlere på søndag.
- Opbakningen er altafgørende, og hver eneste rute, vi får dækket, gør en forskel. Vi kan alle føle os magtesløse, når vi tænder for nyhederne og ser, hvad der sker rundt omkring i verden, men det kan du handle på ved at melde dig som indsamler. Tre timer med en indsamlingsbøsse redder liv, siger Anders Ladekarl.
En indsamler samler i gennemsnit 1.000 kr. ind på de tre timer, Røde Kors’ indsamling varer. 2.500 indsamlere betyder altså 2,5 millioner kroner mere at hjælpe for både her i Danmark og internationalt.
Røde Kors fortæller, at pengene i år blandt andet går til krigsramte børn fra Syrien, Yemen og Afghanistan, der har desperat brug for akut lægehjælp, livreddende mad, vand, omsorg og beskyttelse. Og herhjemme går pengene til udsatte børnefamilier, der står udenfor fællesskabet og hjemløse, der har brug for omsorg og støtte efter indlæggelse på et hospital.
Røde Kors fortæller om 6-årige Rafi, der er et af de børn, som har betalt dyrt for krigen i Afghanistan. Da han var hjemme i sin families hus, blev huset ramt af en mortergranat. Rafi mistede sit ene ben.
- Vi er taknemmelige for hver eneste, der vælger at samle ind for os - de gør en kæmpe forskel for Rafi og alle de andre børn, som har brug for hjælp, og man er med til at give dem en stemme og sikre, at vi ikke glemmer dem, siger Anders Ladekarl.
Du kan melde dig som indsamler på rødekors.dk/indsamler eller telefon 7010 0000