Dansk Røde Kors bruger millioner af kroner, der reelt skulle komme asylbørn til gode, på sig selv.
Det skriver Politiken søndag.
Selvom antallet af asylsøgere er faldet drastisk over de seneste år, bruger Dansk Røde Kors nemlig så mange penge på at beholde en stor stab af medarbejdere, at det reelt går ud over de tilbud, som asylsøgerne skulle have.
Tre gange så mange ansatte
Ifølge Politiken har asylafdelingen i Dansk Røde Kors tre gange så mange ansatte per asylsøger som det kommunalt drevne asylcenter i Brovst - nemlig én medarbejder per 3,5 asylsøger mod én ansat per 11,7 beboer på asylcentret i Brovst.
Og det koster penge. Så mange penge, at lederen af asylafdelingen i Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz, i fjor direkte advarede myndighederne om, at det ville gå ud over tilbuddene til asylsøgerne, hvis ikke afdelingen fik flere penge af staten.
Går ud over børnenes fritidstilbud
- Det er f.eks. svært fortsat at give børnene et klubtilbud i weekenden, og det netop i en tid, hvor de får det stadig dårligere, skrev Jørgen Chemnitz iølge Politiken i et brev til Udlændingeservice.
I brevet advarede han videre om, at også de voksne asylsøgeres mulighed for at komme i praktik eller få uddannelse ville blive ramt, hvis ikke asylafdelingen fik flere penge.
Jørgen Chemnitz siger til Politiken, at man ikke kan sammenligne de asylcentre, Dansk Røde Kors driver, med det i Brovst. Blandt andet fordi Dansk Røde Kors modtager asylsøgere, som kræver mere.