Vejen op til Grundtvigs Kirke var lørdag forvandlet til en allé af blafrende røde faner, allerede flere timer før ceremonien skulle begynde.
Den tidligere statsminister Anker Jørgensen skulle bisættes, og det skabte trængsel om kirken i Københavns Bispebjerg-kvarter, da bekendte såvel som beundrere stimlede sammen med ønsket om at hylde og sige et sidste farvel til statsministeren fra Sydhavnen.
Trods 1300 stole i kirkerummet var det ikke nok til at stuve alle gæsterne sammen, for både det officielle Danmark og den nære familie skulle tage afsked med Anker Jørgensen.
Derfor var flere nødt til at passe fanerne foran kirken og vente, til den hvide kiste blev båret ud.
Folkets nysgerrighed efter at se bisættelsen fra første parket var helt i den afdøde statsministers ånd. Sådan lød det i hvert fald på Anker Jørgensens yngste søn, Lars Jørgensen, da han beskrev politikeren, der også var far.
- Du var så utroligt dejligt nysgerrig og ville altid se, hvad der var bag det næste hjørne, sagde Lars Jørgensen.
- Du havde det med at stikke af engang imellem, for du ville snakke med de almindelige mennesker. Du ville ikke bare sidde på plejehjemmet. "Jeg vil ud, jeg vil af sted", sagde du.
Flere gæster fik sat gang i tårekanalerne, da et Grønlænderkor begyndte at synge, og mange underlæber bævede, da arrangementet blev afsluttet af Lis Sørensen, der sang "Her er så stille nu".
Alligevel var det ikke sjældent, at gæsterne i den propfyldte kirke måtte trække på smilebåndet og grine gennem de fugtige øjne. Både da sønnen fortalte barndomsanekdoter, og da stolte socialdemokrater fortalte om den folkelige regeringsleder.
Og det var ikke kun begejstrede partifæller, der blev rørt af lørdagens arrangement. Også den modsatte side af Folketingets midte var repræsenteret.
For selv om gæsterne både sang salmer og "Når jeg ser et rødt flag smælde", og en stor socialdemokrat blev fejret, så var dagen også en sidste respekt for en dansk statsminister, der ifølge tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen (S) var en ven af folket.
- Man troede, at manden måske var en god fagforeningsmand, men næppe kunne gøre det som statsminister.
- Sej som han var, kæmpede han videre, og op gennem 70'erne skete der noget forunderligt. Anker ville ikke ændre sig. Men befolkningen begyndte at få øjnene op for, at han havde noget særligt, sagde han.
Fra kirken blev busser med de inviterede til begravelsen fragtet videre til spillehuset Vega på Vesterbro - det tidligere Folkets Hus - hvor der blev drukket gravøl til taler og musik.
Blandt andre talte partiformand Mette Frederiksen (S) og Benny Andersen bidrog med sang og digt.
Og i fremtiden vil man også kunne hylde den tidligere statsminister i Vega, da man har valgt at omdøbe den tidligere "Karnap Salen" til "Anker Jørgensen Salen".
/ritzau/