Kan man dyrke sit stofmisbrug på en institution, hvor man er anbragt for at komme på ret køl og omgivet af psykologer og pædagoger?
Ja, må Odense Kommune desværre konstatere. For en tredjedel af de unge, hvis sager kommunen overtager fra institutioner og familiepleje, er stofmisbrugere eller har psykiske lidelser.
Tallet undrer projektchef i kommunens forebyggelsesafdeling Christian Frederiksen.
»Vi må konstatere, at behandlingsforløbet af de unge langt fra er slut, selvom de har opholdt sig på specialinstitutioner i årevis med handleplaner af den ene og anden slags,« siger han.
Det koster ofte over 50.000 kroner om måneden at have en ung anbragt på en specialinstitution og nogle gange langt mere.
Vil selv skabe tilbud
Børn- og Ungerådmand Jane Jegind (V) er utilfreds med institutionernes præstation.
»De må erkende, at de ikke gør det godt nok. Det er jo meningen, at de unge skal komme på ret køl, mens de er anbragt på institutionerne. Faktisk overvejer vi selv, om vi skal etablere nogle tilbud for de unge,« siger hun.
Afviser kritikken
Formand Hans Jørgen Jönsson for Foreningen af Danske Døgninstitutioner, FADD, afviser kritikken.
»Det er jo trænet personale, der har med de unge at gøre. Derfor tror jeg ikke, der kan være miljøer eller enkeltpersoner, der kan få lov at begynde eller fortsætte et misbrug af hårde stoffer,« siger han.
»Til gengæld kan der være tale om et misbrug af bløde stoffer som eksempelvis hash og øl. Det er sværere at opdage, og de unge, der anbringes på en specialinstitution er jo potentielle misbrugere. Men vi smider dem jo ikke ud, når vi opdager et misbrug. Vi laver en handleplan for, hvordan den unge kommer ud af misbruget,« fastslår han.
Tættere kontakt
Kommunen vil nu følge de unge og deres handleplaner tættere ved at tage ud og tale med de unge på institutionerne.
De unge anbringes oftest inden teenagealderen. Baggrunden for anbringelsen kan eksempelvis være familiemæssige problemer, adfærdsvanskeligheder og kriminalitet.