Drikkevandet er fortsat forgiftet i Køge. 3.000 berørte borgere kan op til weekenden blot se til, at deres naboer kan nyde frisk vand igen. På et møde med den nedsatte koordinationsgruppe fredag eftermiddag blev det fastslået, at vandet endnu ikke er rent. Torsdag aften ophævede koordinationsgruppen ellers drikkevandsforbuddet for over halvdelen af de berørte i det nordlige område. De øvrige i den såkaldte røde zone må fortsat klare sig med kildevand på flaske.
»Vi bliver nødt til at fastholde det udstedte forbud mod at drikke og bruge vandet i den sydlige del af Lyngens forsyningsområde. De 3.000 berørte i den røde zone er desværre stadig ramt af forurenet vand,« sagde drifts- og anlægschef Lars Mørk kort efter mødet.
Smittekilden til forureningen er stadig ikke fundet, oplyser Lars Mørk. Men han er sikker på, at den ikke befinder sig i vandværket. Koordinationsgruppen mødes igen lørdag eftermiddag, og i mellemtiden arbejder teknikkerne på højtryk for at løse problemet.