En medarbejder fra Polikens Hus opfordrer angiveligt til vold i forbindelse med unges planlagte husbesættelse på Grøndals Vænge Alle 13 i Københavns nordvest-kvarter i eftermiddag.
I et debatindlæg på Rød Ungdoms hjemmeside skriver molotov bent blandt andet, "...at lokalområdet er mere åbent og ikke er helt så velegnet til kamp som det mere centrale Nørrebro, men bare vi bliver mange nok, så tør de (politiet, red.) ikke gøre noget. Håber bare ikke, de har anholdt for mange kammerater ved grænsen - vores tyske venner ved, hvordan man fører byguerillakamp"
Rød Ungdom oplyser på sin hjemmeside, at debatindlægget er sendt fra en computer i Politikens Hus, og dokumenterer sin påstand med at bringe et såkaldt screendump fra debatten, hvor man kan se IP-adressen. Nyhedsavisen har tjekket IP-adressen og kan bekræfte, at den tilhører A/S Dagbladet Politiken.
Man kan ikke se ud fra IP-adressen, hvem der har skrevet indlægget. Det kan derfor være alt fra journalister til studentermedhjælpere, der er har adgang til huset.
Laurids, der er webmaster for hjemmesiden, kaldet det et "ekstremt eksempel på den danske presses generelle forsøg på at skabe en opildnet stemning omkring aktionen G13."
G13 er den aktion, der ifølge de unge selv, skal give dem et nyt ungdomshus i dag.
Rød Ungdom gør endvidere opmærksom på, at opfordring til vold ikke er i overensstemmelse med grundlaget for dagens aktion på Nørrebro.
- G13 har fra starten arbejdet på det fredeligt og ikke voldeligt grundlag - en linje, som Rød Ungdom støtter 100 procent op om, skriver Rød Ungdom på hjemmesiden.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Politikens Hus.