Færøernes to mandater i Folketinget går til henholdsvis det borgerlige parti Sambandspartiet og Socialdemokratiet. Det viser valgresultatet.
Valgets vinder blev Sambandspartiet. Partiet gik frem og fik 28,3 procent af stemmerne.
Partiet sender veteranen Edmund Joensen ind i Folketinget. Han har tidligere været både lagmand på Færøerne og medlem af Folketinget.
Socialdemokratiet gik en smule frem og opnåede 25,5 procent af stemmerne.
Sjúrdur Skaale blev genvalgt og blev desuden valgets topscorer på de personlige stemmer.
Det konservative Folkeflokken fik den største fremgang. Med 23,8 procent af stemmerne var partiet tæt på at snuppe Socialdemokratiets mandat.
Taberen blev uafhængighedspartiet Tjódveldi, der mistede sin plads i Folketinget. Partiet gik tilbage og fik 18,6 procent af stemmerne. Dermed må Magni Arge forlade Folketinget.
Lederen af partiet, Høgni Hoydal, mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) besøg på Færøerne midt i valgkampen har påvirket færingernes stemmer.
Han mener, at det har været med til at øge striden om, hvorvidt Færøerne skal være en del af Danmark eller ej.
De tre øvrige store partier på Færøerne er uenige. De mener ikke, at statsministerens besøg har haft nogen indflydelse på det endelige valgresultat.
Det nyvalgte folketingsmedlem Edmund Joensen fra Sambandspartiet, der er søsterparti til Venstre, siger, at han som hidtil vil stå bag den borgerlige blok i Danmark.
- Vi er et liberalt parti. Det havde selvfølgelig været bedre, hvis blå blok havde vundet valget i Danmark.
- Men vi vil også samarbejde om færøske forhold med en statsminister fra den anden blok, siger Edmund Joensen.
Valgdeltagelsen var betydelig højere end ved det seneste folketingsvalg på Færøerne.
70,3 procent gik til valg denne gang. Det er en stigning fra 65,6 procent ved valget i 2015.
De to mandater fra Færøerne får ingen betydning for regeringsdannelsen i Danmark.
Rød blok eksklusive Alternativet har flertal med 91 ud af de 175 mandater.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har erkendt nederlaget til blå blok, der fik 79 mandater.
Løkke vil torsdag gå til dronningen. Han vil anbefale, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, får chancen for at danne en ny regering.
/ritzau/