Alternativet svigter oppositionens kamp for en anden uddannelses-, social-, klima-, landbrugs- og fordelingspolitik ved at pege på sig selv som statsministerkandidat.
Sådan lyder svaret fra flere andre oppositionspartier, efter Uffe Elbæk tirsdag oplyser, at Alternativet efter næste valg vil fortælle dronningen, at Uffe Elbæk bør blive statsminister. Og at partiet derudover ikke ønsker at blokere nogen anden regeringsdannelse.
I SF forstår politisk ordfører Karsten Hønge ikke Alternativets vending om, at de trækker deres mandater ud af ligningen.
- Ude i virkeligheden kan man ikke trække mandaterne ud af nogen ligning. Det er tankespind i Uffes hoved. Resultatet bliver, at han kun trækker dem ud på den ene side af ligningen. Så står den anden side af ligningen stærkere, siger Karsten Hønge.
- Så man hjælper bare modstanderen. Dermed kommer miljø-, klima- og energi-sagen til at stå svagere, end hvis han blev på vores side.
Hos Enhedslisten udtrykker Pelle Dragsted forståelse for Alternativets frustration. Særligt hvad angår det, som Dragsted kalder Socialdemokratiets "højresving på udlændingepolitikken".
Men heller ikke hos Enhedslisten giver Alternativets beslutning nogen mening.
- Efter et valg bliver der indkaldt til en dronningerunde. Her skal hvert parti komme og meddele dronningen skriftligt og mundtligt, hvem der skal være forhandlingsleder. Og den person, der har flest mandater bag sig, får lov at forsøge at danne en regering, siger Pelle Dragsted.
- Når Uffe Elbæk peger på sig selv, og hvis mandaterne falder ud, som meningsmålingerne ser ud til nu, så betyder det, at Lars Løkke trods et flertal til "rød blok" vil kunne forsøge at danne en regering. Og hvis ikke Alternativet modsætter sig hans regering, vil han faktisk danne en regering, fordi vi har negativ parlamentarisme.
Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht henviser til en udtalelse til DR.
- Den eneste måde man kan være sikker på at få en anden politisk kurs for Danmark og en anden statsminister end Lars Løkke Rasmussen er ved at stemme på Socialdemokratiet, siger han til DR.
/ritzau/