Det er kun to år siden, at den verdensberømte sanger Elton John og hans partner, David Furnish, blev forældre for første gang til sønnen Zachary.
Men nu meddeler de to ældre herrer igen, at de har fået endnu et barn - nemlig sønnen Elijah Joseph Daniel Furnish-Elton.
- Vi har begge i mange år længtes efter at få børn. Så det faktum at vi nu er forældre til hele to drenge er fantastisk, udtaler Elton og Furnish til magasinet Hello.
Elijah blev født fredag i Los Angeles af en rugemor - en ordning som parret også brugte til at få deres toårige søn Zachary tilbage i 2010.
- Med fødslen af vores anden søn er vores familie komplet, siger parret.
- Det er svært for os at forklare, hvad vi egentlig føler i dette øjeblik. Vi er simpelthen bare så overvældet af glæde og begejstring.
65-årige Elton John har været i forhold med den 15 år yngre filmproducent David Furnish i næsten 20 år. Men det er kun syv år siden, at de indgik et registreret partnerskab.
Den verdensberømte rockmusiker har tidligere udtalt, at han er bekymret for, at hans børn skal blive mobbet, når de rammer skolealderen, fordi der ikke er en kvindelig forælder inde i billedet.
- I skolen vil børnene sige: "Du har ikke nogen mor", sagde Elton dengang til britiske Radio Times.
- Vi er kommet langt, men der er stadig homofobi, og det vil der være indtil en ny generation af forældre holder op med at give det videre til deres børn, tilføjede han.
Men det har ikke stået i vejen for, at den britiske sanger og hans partner har valgt at få endnu et barn.
/ritzau/