Les Paul, hvis berømte guitarmodel til stadighed bliver foretrukket af en hel hær af rockguitarister, er død.
Han blev 94 år og tilbragte sine sidste dage på et hospital i New York, hvor han var indlagt med lungebetændelse.
Udover selv at være en dygtig guitarist er han kendt for at have opfundet en af de første elektriske guitarer med en solid krop.
De første Les Paul-guitarer blev sat til salg i 1952 og bidrog til rockmusikkens fødsel.
Les Pauls opfindelser har også gjort det muligt at optage musikinstrumenter på flere spor og afspille dem oven i hinanden.
Derudover opfandt han ottespors-båndoptageren.
Blandt de mest kendte Les Paul-guitarister er U2's The Edge, Led Zeppelins Jimmy Page, Guns n' Roses' Slash og The Who's Pete Townsend.
Slash beskriver Les Paul som en fantastisk mand.
"Les Paul var et lysende eksempel på, hvor rigt ens liv kan være. Han var så livlig og fuld af positiv energi. Jeg er beæret og ydmyg over at have kendt ham og spillet med ham gennem årene," siger Guns n' Roses-guitaristen.