Rockmusikeren Roky Erickson er død. Det skriver blandt andre musikmagasinet Rolling Stone.
Roky Erickson brød igennem med bandet "The 13th Floor Elevators", der var aktive fra midten af 1960'erne og sporadisk siden da. Bandet har været en inspiration for mange rocklegender - blandt andre ZZ Top.
- Verden har mistet et stort lys og en utrolig sjæl. Det var ikke det letteste liv, men han er fri for alt det nu, siger hans bror Summer Erickson til lokalmediet Austin360 ifølge Rolling Stone.
Roky Erickson led af psykisk sygdom og var flere gange indlagt. Her blev han blandt andet udsat for elektriske behandlinger mod sin vilje.
Sidst den nu afdøde musiker spillede i Danmark var i 2016, hvor han gav koncerter i Pumpehuset i København og på Voxhall i Aarhus.
Det var dog ifølge Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo ikke den store succes. Han mente, at Erickson burde have stoppet karrieren før det.
Tidligere har Erickson også spillet på det københavnske spillested Vega og på Roskilde Festival.
Roky Erickson, hvis borgerlige navn var Roger Kynard Erickson, stammede fra Austin i Texas, hvor han kom til verden 15. juli 1947.
Han begyndte at spille klaver allerede som femårig. Den blev siden skiftet ud med guitaren. Og i 1965 forlod han high school umiddelbart før den afsluttende eksamen for i stedet at hellige sig en musikkarriere.
Umiddelbart efter var han med til at danne gruppen The 13th Floor Elevators, der året efter albumdebuterede med "The Psychedelic Sounds of the 13th Floor Elevators".
Undervejs udviklede Roky Erickson et stort forbrug af stoffer, der ikke kan udelukkes at have forværret de psykiske problemer, som han sloges med gennem det meste af livet.
Sygdommen betød, at Roky Erickson jævnligt var indlagt på psykiatriske hospitaler og i perioder ikke spillede musik.
I andre perioder var han dog aktiv, og han nåede i løbet af sin karriere at udgive godt en snes albums.
I 1990 blev han hyldet, da en lang række stjerner fra musikkens verden blandt andre The Jesus and Mary Chain, R.E.M., ZZ Top og Primal Scream udgav albummet "Where the Pyramid Meets The Eye: A Tribute to Roky Erickson". Albummet indebar coverversioner af Ericksons sange.
/ritzau/