En stor portion amfetamin var alt for fristende for et medlem af rockergruppen Satudarah.
Han havde fået et "knaldtilbud" på godt 20 kilo amfetamin, som skulle hentes i Kolding, fremgår det af en dom, som Østre Landsret forleden har afsagt.
En 33-årig mand er idømt fængsel i 14 år for det jyske tilbud og for andre narkoforhold.
I alt er han ligesom kammeraten, der er 30 år, fundet skyldig i at have håndteret 40,4 kilo amfetamin. Også han har fået fængsel i 14 år.
I øvrigt blev de 20 kilo med færgen fra Spodsbjerg til Tårs bragt til et kolonihavehus i Nakskov.
Landsrettens straf svarer til det resultat, som byretten i Nykøbing Falster tidligere nåede frem til.
Dog har den tredje mand i sagen fået nedsat sin straf fra 14 til 11 år. Karlsen havde med 24,4 kilo amfetamin at gøre, fastslår landsretten.
Den ene dømte er knyttet til Satudarahs afdeling i Bagsværd, har han oplyst under sagen, men narkohandlen har intet med klubben at gøre, har han sagt.
I øvrigt volder det for nogle problemer at udtale klubbens navn. Derfor siger man af og til "Zidida" i stedet, er det kommet frem i retten, hvor anklagemyndigheden blandt andet har fremlagt rumaflytninger og sms-beskeder som beviser.
En del Satudarah-folk var mødt op ved domsafsigelsen i byretten i juni sidste år, rapporterede folketidende.dk dengang.
/ritzau/