Når en 30-årig bandidosrocker har afsonet sin dom på seks års fængsel for våbenbesiddelse, skal han vente yderligere tre år, før han må sætte sine ben i rockergruppens klubhus i Helsingør.
Det har Retten i Helsingør torsdag afgjort.
Kenni Førsterling Cederkrantz var tiltalt for to tilfælde af våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Retten fandt ham skyldig i at have været i besiddelse af en pistol ved en café i Helsingør i november sidste år. Videoovervågning fra caféen viste en person med en pistol i hånden.
Cederkrantz nægtede sig skyldig. Han afviste, at det var ham, der optrådte på videoen.
På det tidspunkt var Bandidos i konflikt med gruppen Satudarah, og derfor blev straffelovens paragraf 81a taget i brug. Den bestemmer, at straffen kan stige til det dobbelte, hvis en overtrædelse er sket i forbindelse med en bandekonflikt.
Ifølge straffelovens paragraf 79a kan man desuden forbydes at opholde sig bestemte steder, hvis man "har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen".
Den bestemmelse trådte dog først i kraft i december sidste år, og derfor kunne den ikke tages i brug i forbindelse med episoden ved caféen i november.
Men i januar fandt politiet en pistol, der tilhørte rockeren, i en lejlighed. På det tidspunkt var konflikten mellem Bandidos og Satudarah aftaget, så besiddelsen af pistolen var ikke led i en bandekonflikt.
- Retten fandt dog, at besiddelsen af den pistol var en overtrædelse af paragraf 79a og meddelte ham forbud mod at opholde sig i klubhuset i tre år efter afsoningen af dommen, fortæller anklager Louise Pansa Lauemøller.
Den 30-årige valgte at tænke over, om han vil anke dommen til Østre Landsret.
/ritzau/