I alt 27 personer blev anholdt, da politiet stormede et Hells Angels klubhus i København fredag.
Det oplyser Tv2.dk.
Blandt de anholdte er en 22-årig rocker fra Hells Angels-støttegruppen AK 81, som er anholdt for at have skudt og dræbt en 19-årig mand på åben gade i Tingbjerg i aftes. han blev angiveligt set køre fra stedet i en Audi på det tidspunkt, hvor drabet skete, og fire andre, der også befandt sig i bilen er ligeledes blevet anholdt. Det oplyser efterforskningsleder, Ove Dahl, til Tv2.
En regn af skud
I går aftes ved 23.30 tiden blev mindst 25 skud affyret med en AK-47 riffel mod en gruppe på ca. 16 unge, som sad ved et pizzeria på Ruten i Tingbjerg. Den 19-årige Osman Nuri Dogan blev ramt i brystet og døde, men det virkede som om, at han var forberedt. For på sig havde han et skydevåben, og han bar en vest, som skulle beskytte ham mod knivstik.
I dag slog Københavns Politi så til mod et af Hells Angels' klubhuse på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter - ikke langt fra Tingbjerg. Eftermiddagen gik med at lede efter våben, og alle 22, som befandt sig i huset, blev anholdt, udover de fem, som aftenen forinden kørte i Audien. Det oplyser Tv2.dk.
- Man må formode, at der er nogle grupperinger, som er kommet i clinch om noget. Nogle har gjort noget, som på en eller amåde skulle hævnes. Og det tyder på, at det relaterer sig til de her grupper, sagde Ove Dahl til Politiken.
Drabschefen kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse noget om, hvorvidt det drejer sig om et opgør om narkomarkeder.
- Vi kan ikke sige noget om, hvorvidt det relaterer sig til kriminalitet. Men der er rigeligt at tage fat på. Vi står midt i en større aktion, siger Ove Dahl.