Den 83-årige Ahmet Ertegun er nu død, efter at han i slutningen af oktober faldt back-stage under forberedelserne til en Rolling Stones-koncert. Ved faldet pådrog han sig en svær hjerneskade og sank ind i en koma, skriver Berlingske.dk
Som stifter af pladeselskabet Atlantic Records var Ahmed Ertegun med til at bane vejen for kunstnere som Ray Charles, Aretha Franklin, Sonny and Cher og Crosby, Stills og Nash & Young. Selskabet var også bannerfører for britiske rockgrupper i USA. Foruden Rolling Stones bl.a. Cream og Led Zeppelin. Senere kom pop-musikken med, og blandt andet Bette Midler fik sit musikalske gennembrud på Atlantic.
Erteguns gode øre kunne dog også fejle. Han havde mulighed for at tegne kontrakt med både Beatles og Elvis Presley, men sagde nej tak.
Atlantic Records er i dag en del af Warner Music Group, men magnaten og dynamoen Ertegun var aktiv til det sidste.