Man kan ikke påstå, at rockstjerner er beskedne, men engelske Muse sprænger nu alle rammer. En rumraket skal gøre dem til ægte stjerner.
Det engelske rockband Muse er kendt for at holde ekstravagante koncerter og fyre den totalt af. Men nu satser bandet på at miste jordforbindelsen fuldstændigt. Bandmedlemmerne håber nemlig at fyre sig selv af i bogstaveligste forstand - helt ud i rummet.
Forsanger Matt Bellamy har allerede en plan for, hvordan planen skal vækkes til live. Når den engelske forretningsmand Richard Branson sender sine første rum-turistfærger i luften, håber Bellamy, at Muse får plads ombord, skriver hjemmesiden FemaleFirst.co.uk.
"Vi prøver at blaffe os ombord. Jeg vil forsøge at overtale Richard til at lade os indspille en musikvideo eller en sang deroppe. Det tror jeg ville være sejt," siger han til hjemmesiden.
Matt Bellamy, som er forlovet med højgravide Kate Hudson, har været fascineret af rummet - og ikke mindst månen - siden han fik et teleskop af en gruppe russiske fans, da bandet optrådte i Moskva.
"Det er en stor, seriøs tingest. Jeg satte den op, da jeg kom hjem, og kiggede på månen. Fucking hell, har du nogen sinde set på månen gennem et teleskop? Den er spækket med bjerge og ting. Det er ufatteligt," siger den begejstrede forsanger.
Det er ikke første gang, Muse viser interesse for rummet. Deres fjerde plade hedder 'Black Holes and Revelations' (Sorte Huller og Åbenbaringer, red.). Men mon ikke bandet styrer uden om de sorte huller denne gang.
Kilde: femalefirst.co.uk