Wee-uhmm, poff. Wee-uh-eh-mm, poff.
Robotten Scapes elektromotorer får en metalarm til at bevæge sig. I en brøkdel af et sekund overvejer robottens hjerne, hvad næste træk er.
Valget træffes. En laserstråle lyser ned på én blandt mange hundrede metalskiver. Sugekoppen for enden af armen griber fat om metalskiven, og den flyttes over i en anden kasse.
At robotarmen ikke bare griber det samme sted hver gang, men faktisk tager bestik af situationen, før den udvælger en skive, der skal samles op, er revolutionerende inden for robotteknologi anvendt til industrien.
Det er den odenseanske virksomhed Scape Technologies, der står bag den måde, robotten styres på.
For det er ikke robotten i sig selv, der er revolutionerende, men det computerprogram, der styrer den.
Virksomheden, der kun tæller fem medarbejdere, er på det felt pioner på verdensplan.
Alle fem medarbejdere har oprindeligt været forskere på Mærsk-instituttet på SDU.
Eventyr
Selvom virksomheden har patent på en teknologi, der vil få industrirobotter til at tage yderligere et skridt på udviklingsstigen, så er eventyret kun lige ved at gå i gang.
»Vi er på vej ud i et helt nyt marked, der er fuldstændig udækket. Vi har patent på teknologien og er i øjeblikket de eneste leverandører. Men virksomhederne skal også opdage, hvad vi kan tilbyde, og det er den kant, vi skal ud over nu,« siger direktør Rune Larsen.
Automatisering
Robotten kan give de danske produktionsvirksomheder, der har automatiserede processer med mange samlebånd og menneskelige manuelle gentagelser, store fordele, hvis det står til Rune Larsen.
»Pointen er, at robotten kan erstatte almindelig manuel arbejdskraft og traditionelle mekaniske systemer i produktionsvirksomheder. Men den er også fleksibel. Hvis dens computer får nyt input, så kan den pludselig omstilles til at håndtere nogle helt andre ting, og den fleksibilitet ses ikke hos almindelige robotter,« tilføjer Rune Larsen.
Indtil videre er kun en robot med Scape Technologies styringssystem afsat. Det er et datterselskab til Grundfoss i Tyskland, som har fået installeret robotten. Men tre yderligere installationer er på vej.
For nylig var virksomheden en af tre virksomheder, der blev indstillet til Fyns IT-pris.