Hvis du i fremtiden skulle blive grebet af ubændig længsel efter at udføre den engang så populære La Macarena-dans eller lignende uhyrlige dansedøgnfluer, men du sørgeligt nok ikke kan genkalde dig trinene, så er der måske håb.
Japanske forskere har nemlig konstrueret robotten HRP - 2, der er blevet programmeret til at udføre den gamle japanske folkedans, Aizu-Bandaisan, skriver New Scientist. Forskerne har optaget et videoklip med dansen og ændret bevægelserne til data.
HRP - 2 klarer alle former for armbevægelser med overraskende ynde, men fodarbejdet er robottens akilleshæl. Den har særdeles svært ved at holde balancen, når trinene bliver bare en anelse komplicerede.
Her kan du se den graciøse robot udføre klassisk japansk dans.