Knurhår er godt. Fingre er gammeldags.
Sådan lyder vurderingen fra flere robotforskere, når de bliver bedt om at tage stilling til fremtidens føleudstyr til vores elektroniske venner.
Robotter skal have knurhår, for det er langt bedre at efterligne en rotte end et menneske.
Redningsaktioner
»Gnavere som eksempelvis rotter besidder en højtudviklet følesans, der er almindelige menneskers langt overlegen,« oplyser robotmedarbejder Morten Vestergaard-Lund fra Teknologisk Institut og tilføjer, at hvor menneskets fingre føler, så fejer knurhårene hen over en overflade.
Det giver et langt bedre indtryk af omgivelserne, når robotterne skal udforske områder, mener forskerne. De forestiller sig for eksempel, at rotte-robotterne vil være gode til redningsaktioner i meget dårligt lys, hvor det gælder om at føle sig frem.
Forskerne fra i alt ni universiteter har netop slået sig sammen i gruppen Biotact i forsøget på at rejse penge til mere forskning i knurhårenes mystik.
Tidligere har robotforskere fra Syddansk Universitet præsenteret robotter, der kan glide ned gennem murbrokker som en anden Robocop – men her er det altså selve orienteringsevnene, der bliver satset på.