Sikkerheden omkring Donald Trumps hjem, Mar-a-Lago, er blevet opgraderet – på noget utraditionel manér. Robothunde er nemlig blevet sat ind på området for at højne beskyttelsen af den nyvalgte præsident. Det skriver BBC.
De firebenede robotter har navnet ”Spot” og er ikke bevæbnede, og de kan styres enten manuelt eller automatisk ud fra en på forhånd fastlagt rute.
Hundene er udstyret med kameraer, sensorer og andet overvågningsudstyr, og kan dække et langt større område, end menneskelige agenter, der dog stadig også er massivt til stede på området.
– Beskyttelse af den nyvalgte præsident er vores topprioritet, siger Secret Services talsmand, Anthony Guglielmi, til BBC, uden at give yderligere kommentarer om robotterne.
Det er Boston Dynamics, der har udviklet robotterne. Firmaet afviser at svare på specifikke spørgsmål, men bekræfter dog, at Secret Service har erhvervet ”Spot”.