Realityprogrammet Robinson Ekspeditionen er ramt af en alvorlig tropesygdom, og nu har denguefeberen også ramt værten Jakob Kjeldberg.
Det bekræfter TV3's pressechef Søren Hedman over for TV 2 News.
Lørdag morgen begyndte værten at få det dårligt, og efter en blodprøve kunne læger konstatere, at han havde fået denguefeber.
I sidste uge blev hele produktionsholdet samt deltagerne evakueret fra øen, og i alt er ni personer nu ramt af tropesygdommen.
Denguefeber er en influenzalignende virussygdom, som overføres via myg.
Det kan give høj feber, udslæt, hovedpine og muskelsmerter, og der findes på nuværende tidspunkt ingen vaccine eller anden forebyggende medicin mod sygdommen.
Sygdommen er dog ikke farlig, hvis den behandles rigtigt.