Deltagerne har kæmpet, dystet, svedt og blødt under Malaysias brændende sol - og snart kan du se resultatet.
Robinson Ekspeditionen vender tilbage med endnu en sæson - optaget hvor det hele begyndte tilbage i 1998.
På programmets profil på Instagram kan du smugkigge en lille flig af den kommende sæson.
- Danmarks vildeste eventyr er snart tilbage, begynder Jakob Kjeldbjerg, som selvfølgelig også er ekspeditionsleder i den nye sæson.
Du kan se opslaget lige herunder.
Det er også blevet afsløret, at der i lighed med sidste år også i år vil være deltagere, som i forvejen er kendt af mange.
Blandt andre 49-årige Maibritt Watt, som er gift med den tidligere racerkører Jason Watt.
Viaplay Group annoncerer i samme ombæring, at Loay, som er kendt fra TV 2-programmet "Kørelærerne", også er med i programmet, sammen med sundhedsinfluenceren Doaa.
52-årige Jakob Kjeldbjerg afløste i 2004 Thomas Mygind som vært på Robinson Ekspeditionen.